Julegavetur 2005.
Danske
familier har både i 2004 og 2005 fået tilbud om at sende en pakke til deres
rumænske familie – selvfølgelig uden ekstra udgifter. Bitten og Steffen Hemmingsen
fra vores medlemskreds har begge år stillet en kassevogn til rådighed. Chauffør
på turen er min mand, Jørgen, og Bitten og jeg er faste passagerer. Inden
afgang forestår et stort arbejde med at sørge for, at alle papirer er i orden,
sende gavebrev til Rumænien med spørgsmål, om de vil modtage kasserne. Senere
kommer svarbrev fra præsten i Dubova. Ja tak, man vil gerne modtage
julepakkerne. Så skal alle kasser forsynes med nummer, så kasserne når de
rigtige modtagere. Nu er det ikke alle, der sender pakker. De fleste gør, men
vi har også nogle medlemmer, der ikke har overskud til det. Her sørger Bitten
og jeg for at pakke, så ingen bliver snydt.
Lørdag den 5. november blev bilen læsset så godt, at
end ikke et stykke papir kunne stå på højkant. Det kneb med at få plads til
vores egen bagage. Mandag morgen kl. 6.30 startede turen. Da vi nåede Gedser,
var færgen på værft. Scandlines havde prøvet at få fat i os søndag aften,
selvfølgelig lige på det tidspunkt, hvor vi hentede kassevognen, så slap vores
egen bil for at holde udenfor, mens vi var væk. Nå, vi kørte i stedet til
Rødbyhavn og lige ombord på færgen.
Vores plan var at køre gennem Tyskland, Tjekkiet,
Slovakiet, Ungarn og ind i Rumænien. Med den ændrede sejlrute ændrede vi også
rute. Vi fortsatte via Hamburg, Hannover til det sydlige Tyskland. Da vi var
ved at trænge til lidt aftensmad, begyndte vi at lede efter et hotel. Det viste
sig at være lidt svært, mange hoteller havde lukket for at holde ferie, inden
julesæsonen begynder. Vores første dag sluttede i byen Volkach.
Næste morgen fortsatte vi ind i Østrig. Vi huskede
at købe vignette til motorvejen, Vores frokost blev indtaget på en rasteplads.
Sidste år blev vi snuppet af kontrollen, da vi spiste frokost – det kostede 120
Euro. En vignette til 10 dage koster 7.80 Euro. Vi prøvede uden held at slippe.
I år spiste vi med god samvittighed og en vignette i forruden, selvfølgelig så
vi ingen kontrolbiler.
Ud på eftermiddagen passerede vi grænsen mellem
Østrig og Ungarn, også her købte vi en vignette til 12 Euro for 10 dage. Vi
kørte målrettet mod et motel ca. 120 km fra grænsen til Rumænien. Her
overnattede vi også sidste år. Motellet ligger lige ud til motorvejen, der er
en benzintank, og så kan man få morgenmad allerede kl. 6.
Efter at have tanket fortsatte vi mod byen Mako og
grænseovergangen Cenad. Det er et nyt, mindre toldsted. Her kunne man huske os
fra sidste år. Tolderen havde familie i Dubova, så vi fik et brev med – vi
skulle alligevel besøge hans kusine. Dennes datter er en ung ingeniørstuderende,
som FSR støtter.
Hjemmefra havde vi bestemt, at vi ville følge den
serbiske grænse – for at se noget nyt. Vi kørte gennem flade landskaber. Her
kunne man tydeligt se følgerne af de oversvømmelser, der 3 gange i år har ramt
Rumænien. Vi fotograferede først disse områder på turen hjem, så det ser vi
senere.
Da vi var ca. 75 km fra Dubova sendte vi en SMS for
at fortælle, hvor langt vi var nået. De sidste godt 60 km kørte vi langs Donau.
I dette område ser man mange grænsebetjente. Donau er grænsen mellem Rumænien
og Serbien. 22 km fra Dubova blev vi stoppet i byen Svinitsa. Her spurgte
grænsebetjentene, om vi kom med julepakker til Dubova. Dette kunne vi jo kun
bekræfte, hvorefter vi kunne køre videre. Hvor vidste de det fra? Jo, Marian havde
ringet til dem og spurgt, om de havde set os. Da vi var kørt, ringede
betjentene til skoledirektøren og fortalte, at vi lige var passeret.
Kl. 18 nåede vi Dubova, hvor dejlig mad ventede på
os. Skoledirektøren driver en lille pension, så vi havde bestilt 2 værelser
der. En af byens damer er ansat, når der er kunder i butikken.
Næste morgen var første opgave at læsse nogle af
kasserne af, så vi havde et overblik over, det vi skulle aflevere første dag.
Vi kørte til hospitalet i Orsova for at aflevere nogle toiletstole, noget nyt
sengetøj samt noget tøj og legetøj. Vi blev budt på te og kaffe og fik derefter
en rundvisning. Bitten havde ikke set hospitalet før, vi havde. Det jeg var
mest interesseret i, var det nye røntgenlokale, som FSR har betalt for – 68.000,00
kr. Hospitalet kunne få et nyt røntgenapparat af den rumænske stat mod man selv
betalte for det sikrede rum. Dr. Lucian Vadastreanu bad os om hjælp. Det
lykkedes FSR at skaffe pengene ved hjælp af Brand af 1848 Fond og private
donationer.
Vi mødtes med Marian på en lille kaffestue med
udsigt over Donau. Mens vi havde været på hospitalet, havde Marian hentet varer
på markedet. Takket være gavebidrag var det muligt at aflevere en mulepose til
hver familie. En pose, der var fuld af rare varer såsom: 2 ltr. madolie, 1 kg
ris, 1 kg sukker, 1 ps. pasta, 1 ds. tomatpasta, 2 store spegepølser, 1 ps.
kaffe, vaskepulver, sæbe, tandpasta, bananer, appelsiner, småkager, slik og
chokolade. Tænk vi kom ikke blot med julepakken, men også med en mulepose og ud
over det fik de også pengene for november måned.
Vi er 11 damer -
fra januar 12, der mødes hver tirsdag formiddag. Vi kalder os de
flittige fingre. Vi har strikket, hæklet, syet og lavet dukker i lange baner.
Bente fra gruppen havde syet ca. 60 muleposer, som vi fyldte med de gode ting.
Fredag formiddag startede vi turen mod Eibenthal og Baia Noua for at aflevere pakker. Vi var heldige med vejret. Sidste år var det umuligt at køre derop selv, så vi hyrede en mand og hans Aros til at køre os. Vi startede øverst oppe i den lille by Baia Noua. Her bor de færreste i eget hus. Man bor i en slags lejekaserner. Et hus med 4 vinduer betyder, at her bor 4 familier. Eneste mulighed for arbejde her, er minen. Aktiviteten her er også skåret ned de senere år. De fleste husmødre må hente vand ved fællesbrønden. Men ligegyldigt hvor elendigt det hele ser ud, er vasketøjet der hænger til tørre kridhvidt – hvordan de så end bærer sig ad.
Efter Baia Noua forsatte vi ned til Eibenthal. Dette
er en gammel tjekkisk enklave. Man kom hertil for flere hundrede år siden, men
har stadig bibeholdt tjeksproget og mange gamle traditioner. Her traf vi en
lærer fra skolen. Hun modtog de kladdehæfter og engelskbøger, vi havde med fra
Sofiendalskolen i Haslev. Desværre var alt skolevæsen på alle plan ramt af en
lærerstrejke, den uge vi var der. Lærerne strejkede for højere løn. Vi ville
ellers gerne sige tak til Sofiendalskolen med nogle billeder fra skolerne i
Eibenthal og Dubova.
Lørdag var vi igen en tur i Orsova for at besøge
præsten og hans familie. Præsten har kone og en søn på 2½ år. En rigtig lille
krudtkarl som havde fundet ud af en dansk julekalender med chokolade. Han var
allerede nået til juleaften. Lørdag eftermiddag kørte vi rundt i selve Dubova
for at aflevere pakker, poser og penge. Mange er de håndtryk, håndkys og varme
knus vi har fået på vores tur.
Søndag formiddag var vi til gudstjeneste i den
ortodokse kirke i Dubova. De flittige fingre støtter denne kirke økonomisk,
denne gang kunne vi aflevere 910,00 kr. I år er det i alt blevet til 2.610,00
kr. Vi lægger en 5-er i en honningdåse, når vi er sammen. Vi blander os ikke i,
hvad pengene bliver brugt til. Vi har kun givet udtryk for, at de skal bruges i
kirkens regi i overensstemmelse mellem præsten og rådet ved kirken. Der er
ingen tvivl om, at man sætter stor pris på, at vi også deltager i deres
kirkegang. Vi har endda fået tilladelse til at deltage i nadveren.
Fra kirken fortsatte vi direkte til byen Severin,
hvor vi havde aftalt besøg med forældrene til en rumænsk læge, der arbejder i
Danmark. Vi medbragte bl.a. en barnevogn, 2 børnesenge, en del baby- og
børnetøj + noget legetøj og nogle dukker. En anden af familiens døtre er læge
for fattige rumænere i Severin og omegn, så tingene falder på et sted med stor
behov.
Sidst på eftermiddagen satte vi atter kurs mod
Dubova, hvor aftensmaden ventede. Derefter var det tid til at afregne for
opholdet, pris 14.1 mill. lei eller 3.000,00 kr. Vi betaler 200,00 pr. dag pr.
person for fuld forplejning. Senere blev der pakket, så vi kunne være klar til
afgang lige efter morgenmaden, som vi havde bestilt til 7.30.
Vi kørte igen langs Donau og den serbiske grænse til
overgangen i Cenad. Ingen problemer og vi fortsatte ind i Ungarn. Efter at have
overnattet på et motel i en by, vi ikke kunne udtale, fortsatte vi næste morgen
gennem Slovakiet, Tjekkiet, Polen og ind i Tyskland.
Her ledte vi igen forgæves efter et sted for natten.
Til sidst fandt vi i Görlitz et gasthaus, der desværre ikke havde værelser, men
den venlige tjener ringede til en pension 5 min. kørsel derfra. Nu kunne vi
både få noget at spise og en seng at sove i.
Onsdag den 16. november kunne vi sætte kursen mod
Rostock. Vi var så heldige at nå en færge 2 timer før beregnet. Det var skønt at
være hjemme og have læsset af i ordentlig tid. Efter en tur på 4.522 km havde
vi egentlig ikke behov for at køre de første dage, men allerede næste formiddag
måtte vi til Hvidovre med nogle krykker, som præstens bedstemor havde hårdt
brug for. Et af styregruppens medlemmer skulle med bus til Orsova fredag morgen
kl. 5, så det var bare med at komme af sted.